En sen forårsaften

Solen er forlængst gået ned. Det er sen aften, mørkt. I morgen skal det være gråvejr, måske regn, så der er ikke meget lys. Jeg så lige et glimt af en martsviol, da jeg var ude med skraldespanden.
På Facebook skriver Sissel fra Norge historien om Blåveis, og jeg googler mig frem til følgende:

http://youtu.be/X5FcIP6jJFs

Blåveispiken på Ringerike

Jeg går og rusler på Ringerike
på stille stier jeg sjelden går.
Da kommer mot meg en liten pike,
en lubben unge på fem, seks år.

Hun bærer blåveis i sine hender,
den første hilsen fra jordens muld.
Hun møter meg som en venn hun kjenner
og står og smiler så tillitsfull.

Hun spør meg barnlig om jeg vil ha dem,
for hun har plukket dem nettopp nå.
Og hvis jeg vil, kan jeg bare ta dem,
si(e)r hennes øyne, de store blå.

Så rik en gav har ingen gitt meg,
som denne dunbløte barnehånd.
Hun får no(e)n øre så hun kan kjøpe
litt sjokolade og drops og sånn.

Hun løper fra meg med takk i blikket,
hun danser lykkelig på vårens vei.
Hun løper fra meg og aner ikke
at det var hun som var god mot meg!

Forfatter: Arne Paasche Aasen


Den findes også i denne version:

En liten blåveis

Sakte går de to i lien, mor og datter trinn for trinn,
begge to de følger stien, moren hun er blind.
Og hun leies av den lille som forteller alt hun ser,
plutselig står barnet stille, roper glad og ler.

Mor, å mor hvor skjønne små blåveis vokser her,
og hvor de er vakre der de står,
midt i alt det grønne den blåe fargen er,
mor hun smiler for hun skjønner det er tegn på vår.

Mor nå må du vente her en stund på meg,
for nå skal jeg hente blåveisen til deg.
Mor hun favner stille de blomster som hun får,
og hun kysser ømt den lille som ga tegn på vår.

På dansk er den blevet til : Violer til mor: http://youtu.be/GD2aDxK_2Z0

Og en helt nykomponeret version: http://youtu.be/cFn6JF3Aw00

Desmerurten

Så er den hér; - Desmerurten. Lille og uanseelig, men vigtig.
I gamle dage gik karlene og pigerne en tur i gårdens have, når der efter en hård dags arbejde var fri tid til at holde hinanden ved selskab. Anemonerne og den Hulrodede lærkespore blomstrede. Men så en aften forskellig fra dagen før, så står den der, Desmerurten, den lille frække forårsblomst. Ligesom alle de andre foråresblomster er de dér lige pludselig. Fra ikke at være tilsyne så vrimler de frem.
Så var det, at karlen plukkede en Desmerurt, og lagde den bag pigens øre. Blomsten tittede lige frem over ørekanten, som stak ud mellem det lange hår. Så snusede han til Desmerurten og kunne hviske ind i hendes øre: "Du dufter som et  Desmerdyr min killing".
Og så blev det rigtigt forår.

Myrene har haft travlt

Det er et mærkeligt forår. Nu troede jeg at de blå anemoner var afblomstret, og forsvundet på nogle af de kendte voksesteder. Pludselig står de dér, hvor jeg i uger har ledt efter dem. Ikke bare en enkelt, men i fine små grupper. også udenfor haven langs skovvejen breder de sig. De er et dejligt myrearbejde, som viser sit resultat nu.

Sofus Franck

I 1927 udgav Sofus Franck en fin lille bog "Skovens planteliv". Jeg har fra bogen hentet hans tegninger, som viser den hvide anemones rodvækst.

I "Dansk Biografisk Leksikon" fortælles der om Sofus Franck´s indsats for at indføre iagttagelsen, opmærksomheden og omtanken i det pædagogiske arbejde.

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Uddannelse_og_undervisning/L%C3%A6rer/Sofus_Franck

Så kom regnen

Den regn vi fik for nogle dage siden ændrede ikke særligt på de blå anemoners udseende.
Men onsdagsregnen væde har påvirket dem meget.

Efter regnen igår står anemonerne afklædte. Nogle få regndråber på kronbladene forøger vægten så megen, at cellerne, der fastgør kronbladene, ikke mere kan forbinde dem med blomsten. De slipper deres tag og falder af. Tilbage er de tre grønne højblade og frugterne.

De hvide anemoner bøjer nakken i regnvejr. De er meget bevægelige. I solskinsvejr følger de hele tiden sollyset, så det ser ud som om de altid ser mod solen. Når det regner bøjer de sig derimod. 





Pludselig er de der.

Det er da ikke så underligt, at vi oplever de hvide anemoner som nogle, der pludselig er der.

De sniger sig op af jorden i camouflagedragt.

Anemonerne har ikke bægerblade, men stængelbladene tager sig nænsomt af kronbladene, på vejen op af jorden.

 Den hvide anemone har stængelblade. Lige så snart de har udført deres ledsagning, begynder de at udfolde sig selv.

Som en nyopstanden strækker den blomsterkronen ud i verden applauderet af bladene.



I al ydmyghed

I hasselhegnet blomstrer hasselen i al ydmyghed.
For en uge siden var hasselens hanblomster, hanraklerne, korte og faste uden det mindste tegn på at være klar til at kaste sit blomsterstøv.

I dag er raklerne aflange og gule.
De har brugt de sidste dage til at strække sig, og er nu ved at løsne leddene, så blomsterstøvet med vinden kan forlade deres vintergemme og blæse ud efter den fineste lille røde hun, der næsten ikke fås øje på, med mindre man ved hvad man skal kigge efter.

I spidsen af de mest butte knopper spiller millimetersmå skarlagenrøde støvfang ud i lyset og slikker begærligt hanblomsterstøvet til sig.