Sofus Franck

I 1927 udgav Sofus Franck en fin lille bog "Skovens planteliv". Jeg har fra bogen hentet hans tegninger, som viser den hvide anemones rodvækst.

I "Dansk Biografisk Leksikon" fortælles der om Sofus Franck´s indsats for at indføre iagttagelsen, opmærksomheden og omtanken i det pædagogiske arbejde.

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Uddannelse_og_undervisning/L%C3%A6rer/Sofus_Franck

Så kom regnen

Den regn vi fik for nogle dage siden ændrede ikke særligt på de blå anemoners udseende.
Men onsdagsregnen væde har påvirket dem meget.

Efter regnen igår står anemonerne afklædte. Nogle få regndråber på kronbladene forøger vægten så megen, at cellerne, der fastgør kronbladene, ikke mere kan forbinde dem med blomsten. De slipper deres tag og falder af. Tilbage er de tre grønne højblade og frugterne.

De hvide anemoner bøjer nakken i regnvejr. De er meget bevægelige. I solskinsvejr følger de hele tiden sollyset, så det ser ud som om de altid ser mod solen. Når det regner bøjer de sig derimod. 





Pludselig er de der.

Det er da ikke så underligt, at vi oplever de hvide anemoner som nogle, der pludselig er der.

De sniger sig op af jorden i camouflagedragt.

Anemonerne har ikke bægerblade, men stængelbladene tager sig nænsomt af kronbladene, på vejen op af jorden.

 Den hvide anemone har stængelblade. Lige så snart de har udført deres ledsagning, begynder de at udfolde sig selv.

Som en nyopstanden strækker den blomsterkronen ud i verden applauderet af bladene.



I al ydmyghed

I hasselhegnet blomstrer hasselen i al ydmyghed.
For en uge siden var hasselens hanblomster, hanraklerne, korte og faste uden det mindste tegn på at være klar til at kaste sit blomsterstøv.

I dag er raklerne aflange og gule.
De har brugt de sidste dage til at strække sig, og er nu ved at løsne leddene, så blomsterstøvet med vinden kan forlade deres vintergemme og blæse ud efter den fineste lille røde hun, der næsten ikke fås øje på, med mindre man ved hvad man skal kigge efter.

I spidsen af de mest butte knopper spiller millimetersmå skarlagenrøde støvfang ud i lyset og slikker begærligt hanblomsterstøvet til sig.

Nu bliver der travlt.

Kulden har forsinket forårsblomsterne. De skal nå at blomstre, samle næring og sætte frø inden løvtræernes blade lukker for sollyset. Om nogle få dage springer de første bøge ud, og hvis vi får varme og væde så går det hurtigt.
De hvide annemoner har allerede på de varmeste steder dannet fine blomstrende grupper. De danser med deres hvide skørter en ballet af Balanchine. Et øjebliksbillede, hvor hele balletkorpset efter et samlet spring er på vej ned, så skørterne blæser opad.

Nu er de i deres højeste blomstring

Det er som om den blå farve ændrer sig, når blomsten står i sin fuldeste blomstring.

Læg mærke til de grønne blade, der holder omkring de blå kronblade. Normalt er det bægerbladenes opgave, men den blå anamone har ikke bægerblade. Det er højblade, der har overtaget bægerbladenes plads.

Der er ingen blade på den blå anemones stilk, de udvikles for sig selv fra den korte jordstængel. Ligesom blomsterstilken er de som spæde tæt besatte med hår, hvilket i sollyset giver dem et sølvskær.

Fætter hvid melder sin ankomst

    Hen over week enden er de hvide anemoner brudt frem.

 Den handicappede blå anemone bliver dårligere og dårligere. Der har åbenbart været for mange blade, der dækkede over den.

Solen og varmen lokker nu de andre til kroneudfoldelse.

Præstegårdshaven i Vedersø

Efter tre dages guldbryllupsfest i Stadil blev der plads til et besøg i præstegårdshaven i Vedersø. Lise og Kaj Munks stuer er genetableret med de møbler, der var tilbage i familiens eje. Stedet er blevet et fint lille besøgssted, hvor vi får meget at vide om Kaj Munk.
I haven fandt vi to steder med blå anemoner. Lige bag flaghøjen står en lille gruppe. De virker lidt anderledes end de, som står længere nede i haven. Herunder anemoner fra en lille gryde i bakkerne nede i haven.
Museumsbestyreren fortalte at der også langt nede i haven er en lille planteskole med blå anemoner, som ikke stammer fra Vedersø, men hvoraf museet sælger planter. Det er nok en god idé. Vi havde blandt guldbryllupsgæsterne hørt, at der bliver gravet og dermed fjernet blå anemoner fra haven.
Herunder en lille anemone fra Vedersø præstegårdshave.

Den lokale varme

Påske søndag udfoldede et par anemoner deres blomst. Nu er det stedet med de sidst udsprungne, som vokser mest. De andre står i stampe. Kulden stiller den overjordiske vækst i stå! Og kulden lægger sig i pletter.